Er jeg god nok?

De syntes jeg er grim. De syntes jeg er tyk. De syntes jeg er uduelig. De syntes jeg er doven. De hader mig. De kan ikke lide mig. Alle kigger på mig og har kun grimme tanker om mig.

Det er nogle af alle de tanker der fløj gennem hovedet på mig dagligt, flere gange om dagen i rigtig mange år og mange af dem kommer stadig engang imellem den dag i dag. For jeg har aldrig følt mig god nok, jeg har altid følt at fremmede de stirrede på mig, KUN på mig og tænkte, føj hvor er hun fed og grim. Jeg har aldrig været den person med de fleste venner, netop fordi jeg aldrig har turde tage chancen og opsøge folk, fordi jeg netop med det samme tænker at der er ingen der kan lide mig, fordi jeg er overvægtig. Den dag i dag har jeg to veninder og det er så det. Jeg bliver så misundelig når jeg ser folk de ses med deres venner og veninder tit og jeg sidder der tilbage og har stort set ingen! Og det er min egen skyld. Selvom jeg er ovre den hårdeste tid i mit liv, dengang inden jeg blev gravid med Valdemar, hvor min depression var på sit højeste, så mærker jeg stadig til de triste følelser og alle de grimme tanker om mig selv engang imellem.

Inden jeg blev gravid med Valdemar var året forinden rigtig slemt. Jeg var så langt ude at jeg kun ønskede at forlade verden. Så ville jeg ikke være en byrde for nogen mere og jeg skulle ikke kæmpe for at få det offentlige og familien til at forstå mig mere. Så skulle jeg aldrig mere græde og føle mig uduelig. Dengang jeg blev sygemeldt, stod det offentlige på den ene side og min depression på den anden side og hev hårdt i hver sin arm. Det offentlige ville have jeg blev rask med det samme og kom i gang med en uddannelse og min depression ville have at jeg gav mig selv tid til at have lov at være ked af det og prøve at forstå hvorfor jeg havde det som jeg havde. Ingenting var nemt og jeg mit sind blev bare mørkere og mørkere for hver dag der gik og en dag sad jeg på kanten af sengen og kiggede ud af vinduet, og det eneste jeg kunne tænke på var at vi ikke havde nok piller i det skide glas til at det ville hjælpe mig derhen hvor jeg ville. Og heldigvis for det, for jeg endte i stedet hos lægen og jeg blev derefter sat på medicin. Noget som jeg hele tiden havde sagt nej til, men som jeg nu følte jeg var nødt til at prøve.
Vi endte til sidst med at flytte fra daværende kommune, i noget større, så vi kunne starte på en frisk. De viste sig at være det helt rigtige valg for os til at starte med. Den nye kommune var det første sted som faktisk tog godt imod og jeg fik den bedste sagsbehandler som bare var der for mig som ingen andre nogensinde havde været i det offentlige system, jeg blev forstået, der blev ikke revet i mig og jeg fik lov stille og roligt at prøve at komme i praktik. Jeg kom så desværre i praktik et sted hvor jeg fik en mentor der var mere imod mig end med mig. Der var altid noget galt med mig og jeg kaldte flere gange min sagsbehandler til møde sammen med mentoren så jeg kunne få fortalt om de ting jeg var utilfreds med og det hjalp også altid, men kun i nogle dage af gangen og så var hun efter mig igen. Hun var en af dem som igen fik mig til at føle mig uduelig og så gik det ned af bakke igen. Men denne gang blev jeg reddet lige på kanten til afgrunden. Jeg sad nemlig pludselig med en overraskende positiv graviditetstest i hånden og jeg var allerede 6 uger henne. Det var ikke planlagt, men det kunne heller ikke have været sket på noget bedre tidspunkt. Jeg stoppede med det samme med at tage min antidepressive medicin, også velvidende at det måtte jeg ikke. De første 14 dage var forfærdelige, og jeg havde abstinenser fordi jeg ikke fik min medicin som normalt. Men da det var ude af kroppen og trangen var ovre, begyndte mit liv at give mening. Jeg mærkede det lille barn i min mave vokse, jeg så selv jeg voksede, jeg begyndte at mærke ham og det var den mest fantastiske følelse jeg nogensinde havde oplevet. For første gang følte jeg, at jeg endelig havde fundet min plads og noget jeg ville være god til, for jeg skulle være MOR og jeg ville kunne give min søn oceaner af kærlighed hver eneste dag, allerede imens han lå i maven. Og da jeg efter en lang hård fødsel endelig fik lov til, at have ham i mine arme, vidste jeg i dette sekund, at han havde reddet mig fra at ende et sted jeg ikke engang tør tænke på. Han gav mig smilet tilbage på mine læber. Og han giver mig så meget kærlighed og lykke hver eneste dag, at han er den eneste naturlige medicin som med garanti har positiv virkning på mig.

Der er så meget mere at fortælle og min sygdomsperiode får meget længere tilbage. Men det har været hårdt nok at skrive dette indlæg når man samtidig sidder med tårerne strømmende ned af kinderne. Jeg har ikke svært ved at tale om det, men jeg har svært ved at holde mine følelser tilbage når jeg snakker om det. Men det vigtigste jeg har lært er at tale åbent og ærligt om tingene og ikke lukke følelserne inde.

i kan også læse min historie på http://www.mamawise.dk – Den er forkortet og handler om hvordan Valdemar ændrede mit liv. (linket føre jer direkte til min historie)

Mor til Valdemar