Det er altså hårdere end nogle måske tror. Jeg har valgt at være fjernstuderende på en HF, da det passer bedst til vores situation lige nu. Og til dem som ikke ved hvad det betyder at være fjernstuderende, så er det kort sagt, at man går i skole hjemmefra. Al kontakt med lærerne bliver klaret via mail, Google-hangout eller telefon. Og det er syntes jeg, er hårdere end at sidde i en almindelig klasse. Fordi du skal hele tiden dokumentere at du nu har lavet det du skal. Der skal laves opgaver stort set til hver eneste lektion. Du har ikke læreren som du lige kan få hjælp fra med det samme, du er nødt til at ringe eller vente på de svare på din e-mail (de er som regel gode til hurtigt at svare).
Men det er noget jeg selv har valgt, det er skide hårdt, men jeg klare det utrolig godt syntes jeg selv. Det kræver at man virkelig holder sig selv i ørerne og rent faktisk får lavet det man skal. Og når Valdemar er i dagpleje har jeg jo mange timer hver eneste dag hjemme for mig selv hvor jeg i ro og mag kan fordybe mig i mine afleveringer.
Man kender alle lektier 1 helt skoleår forud, hvad dato de skal afleveres osv. og derved kan man også lave alle de afleveringer man vil forud. Især hvis man ved at der er nogle dage man rigtig gerne vil lave noget andet. Der er f.eks tit afleveringer i weekenderne og dem laver jeg tit forud, for så ved jeg at jeg med god samvittighed kan holde weekend med min drenge. Jeg kan også sidde og lave mine ting om aftenen når Valdemar er kommet i seng. På den måde er der lidt frihed ved selv at vælge hvad tidspunkter på dagen man vil lave sine ting. Vi nærmer os mere og mere eksamenerne og mit første års afslutning, et år som rigtig mange nok aldrig troede jeg ville komme igennem, men som jeg nok skal gøre, det er jeg helt sikker på.

Indtil videre ved jeg ikke hvad jeg vil med min HF, enten så tager jeg en fuld 3 årig HF eller så bliver det pædagogpakken. Det skal jeg have fundet ud af inden næste skoleårs fag skal vælges og jeg er stadig en smule i tvivl.

Det er super hård ar studere samtidig med man også skal være Mor, husmor og kæreste. Vi bor i en nogenlunde stort hus og det skal jævnligt gøres rent. Der skal handles ind og laves mad, Valdemar skal hentes i Dagplejen og vigtigst af alt, jeg skal være der for ham. Valdemars far Lasse arbejder rigtig meget og derfor er det mig der tit ender med at stå med alle de huslige pligter herhjemme + alt andet oveni, i hvert fald i hverdagene. Valdemar er inde i en periode hvor han kræver rigtig meget opmærksomhed for ellers skriger og skaber han sig. Det er tit svært at lave mad med en dreng der meget hellere vil lege med Mor end at hun skal stå i køkkenet, men maden skal på bordet. Gør alt for at inddrage ham, lade ham hjælpe osv. men tit så hjælper det kun 10 min. af gangen og så jamre han igen. Jeg er så småt begyndt at kunne aktivere ham på min helt egen måde. Så må legetøjet ud i køkkenet og ellers sørger jeg for at forberede det jeg kan inden han kommer hjem, så det måske bare skal i ovnen og passe sig selv, eller andet. I weekenderne er Lasse heldigvis god til at hjælpe til, men Valdemar er meget morsyg og tit er det KUN mig han vil have og jeg kan se hvor frustrerende det er for Lasse, men sådan tror jeg det er i mange familier.

Men på trods af alt dette, så elsker jeg at være Mor, studerende, husmor og kæreste på samme tid og jeg ville ikke bytte noget af det væk for jeg har selv valgt det.

   Mor til Valdemar

De syntes jeg er grim. De syntes jeg er tyk. De syntes jeg er uduelig. De syntes jeg er doven. De hader mig. De kan ikke lide mig. Alle kigger på mig og har kun grimme tanker om mig.

Det er nogle af alle de tanker der fløj gennem hovedet på mig dagligt, flere gange om dagen i rigtig mange år og mange af dem kommer stadig engang imellem den dag i dag. For jeg har aldrig følt mig god nok, jeg har altid følt at fremmede de stirrede på mig, KUN på mig og tænkte, føj hvor er hun fed og grim. Jeg har aldrig været den person med de fleste venner, netop fordi jeg aldrig har turde tage chancen og opsøge folk, fordi jeg netop med det samme tænker at der er ingen der kan lide mig, fordi jeg er overvægtig. Den dag i dag har jeg to veninder og det er så det. Jeg bliver så misundelig når jeg ser folk de ses med deres venner og veninder tit og jeg sidder der tilbage og har stort set ingen! Og det er min egen skyld. Selvom jeg er ovre den hårdeste tid i mit liv, dengang inden jeg blev gravid med Valdemar, hvor min depression var på sit højeste, så mærker jeg stadig til de triste følelser og alle de grimme tanker om mig selv engang imellem.

Inden jeg blev gravid med Valdemar var året forinden rigtig slemt. Jeg var så langt ude at jeg kun ønskede at forlade verden. Så ville jeg ikke være en byrde for nogen mere og jeg skulle ikke kæmpe for at få det offentlige og familien til at forstå mig mere. Så skulle jeg aldrig mere græde og føle mig uduelig. Dengang jeg blev sygemeldt, stod det offentlige på den ene side og min depression på den anden side og hev hårdt i hver sin arm. Det offentlige ville have jeg blev rask med det samme og kom i gang med en uddannelse og min depression ville have at jeg gav mig selv tid til at have lov at være ked af det og prøve at forstå hvorfor jeg havde det som jeg havde. Ingenting var nemt og jeg mit sind blev bare mørkere og mørkere for hver dag der gik og en dag sad jeg på kanten af sengen og kiggede ud af vinduet, og det eneste jeg kunne tænke på var at vi ikke havde nok piller i det skide glas til at det ville hjælpe mig derhen hvor jeg ville. Og heldigvis for det, for jeg endte i stedet hos lægen og jeg blev derefter sat på medicin. Noget som jeg hele tiden havde sagt nej til, men som jeg nu følte jeg var nødt til at prøve.
Vi endte til sidst med at flytte fra daværende kommune, i noget større, så vi kunne starte på en frisk. De viste sig at være det helt rigtige valg for os til at starte med. Den nye kommune var det første sted som faktisk tog godt imod og jeg fik den bedste sagsbehandler som bare var der for mig som ingen andre nogensinde havde været i det offentlige system, jeg blev forstået, der blev ikke revet i mig og jeg fik lov stille og roligt at prøve at komme i praktik. Jeg kom så desværre i praktik et sted hvor jeg fik en mentor der var mere imod mig end med mig. Der var altid noget galt med mig og jeg kaldte flere gange min sagsbehandler til møde sammen med mentoren så jeg kunne få fortalt om de ting jeg var utilfreds med og det hjalp også altid, men kun i nogle dage af gangen og så var hun efter mig igen. Hun var en af dem som igen fik mig til at føle mig uduelig og så gik det ned af bakke igen. Men denne gang blev jeg reddet lige på kanten til afgrunden. Jeg sad nemlig pludselig med en overraskende positiv graviditetstest i hånden og jeg var allerede 6 uger henne. Det var ikke planlagt, men det kunne heller ikke have været sket på noget bedre tidspunkt. Jeg stoppede med det samme med at tage min antidepressive medicin, også velvidende at det måtte jeg ikke. De første 14 dage var forfærdelige, og jeg havde abstinenser fordi jeg ikke fik min medicin som normalt. Men da det var ude af kroppen og trangen var ovre, begyndte mit liv at give mening. Jeg mærkede det lille barn i min mave vokse, jeg så selv jeg voksede, jeg begyndte at mærke ham og det var den mest fantastiske følelse jeg nogensinde havde oplevet. For første gang følte jeg, at jeg endelig havde fundet min plads og noget jeg ville være god til, for jeg skulle være MOR og jeg ville kunne give min søn oceaner af kærlighed hver eneste dag, allerede imens han lå i maven. Og da jeg efter en lang hård fødsel endelig fik lov til, at have ham i mine arme, vidste jeg i dette sekund, at han havde reddet mig fra at ende et sted jeg ikke engang tør tænke på. Han gav mig smilet tilbage på mine læber. Og han giver mig så meget kærlighed og lykke hver eneste dag, at han er den eneste naturlige medicin som med garanti har positiv virkning på mig.

Der er så meget mere at fortælle og min sygdomsperiode får meget længere tilbage. Men det har været hårdt nok at skrive dette indlæg når man samtidig sidder med tårerne strømmende ned af kinderne. Jeg har ikke svært ved at tale om det, men jeg har svært ved at holde mine følelser tilbage når jeg snakker om det. Men det vigtigste jeg har lært er at tale åbent og ærligt om tingene og ikke lukke følelserne inde.

i kan også læse min historie på http://www.mamawise.dk – Den er forkortet og handler om hvordan Valdemar ændrede mit liv. (linket føre jer direkte til min historie)

Mor til Valdemar

Som i næsten kan gætte jer til, så er jeg mor til Valdemar, jeg er også forlovet med hans far Lasse, som jeg snart har været sammen med i 5 år.

Valdemar kom til verden d. 16. September 2014 og jeg blev forelsket i samme sekund jeg så hans skønne øjne. Fødslen var hård og lang. Jeg lå med rigtig slemme veer i 27 timer, det gjorder helvedes ondt, men jeg gør gerne det hele om en gang til. Jeg endte desværre med AKS, da Valdemar lå skævt og ikke kunne presses ud. Det var slet ikke den drømmefødsel jeg havde drømt om, men det hele var glemt da jeg første gang fik ham i mine arme.

Jeg har en rigtig lang sygdomsperiode bag mig, med depression og angst. Og inden jeg blev gravid var det rigtig slemt. Valdemar redede mig fra at ende et sted jeg slet ikke selv tør tænke på. Han var ikke planlagt, men han kunne heller ikke have kommet på et meget bedre tidspunkt i mit liv. Den historie får i på et andet tidspunkt.

I dag er Valdemar 1,5 år, fræk og en rigtig charmetrold, men det har han nu været hele tiden.
Bloggen her kommer til at handle om mit liv som Mor til verdens lækreste charmefyr, det er ikke altid en dans på roser, slet ikke samtidig med man skal holde kærlighedslivet ved lige, studiet, et stort hus osv.

Det var så mit første indlæg. Jeg er ikke helt ny indenfor bloggerverdenen, jeg har blogget meget inden jeg fik Valdemar, jeg skrev en masse sponsorede indlæg, anmeldelser osv. Og nu vil jeg altså prøve at i gang igen. Jeg håber at få tid til det ved siden af mit studie.